Børn er ikke rotter

En af ideerne med vores lille forlag er at slå bro mellem forskere og praktikere, noget der gøres alt alt for lidt i de gamle forlag.

Vi har deltaget i Norsma9-konferencen i Vaasa, Finland, som er henvendt til nordiske forskere og formidlere indenfor matematikvanskeligheder.

Noget af det som slog os er, at der er grænser for, hvad forskerne kan undersøge. Undervisning er uhyre komplekst, og forskerne kan kun undersøge interventioner af begrænset kompleksitet.
Nogle internationale forskere bruger desværre metoder, som er mere egnede på at studere rotter end elever, så før man falder på halen over forskningsresultater, bliver man desværre nødt til at forstå, hvordan de er fremkommet, og det er ikke altid lige let.

Vi kom hjem fra Vaasa med en række vigtige pointer fra forskere, som ikke tror at børn er rotter.

Pirjo Aunio lægger vægt på, at matematikken rummer nogle få kerneområder, som elever skal beherske før de kan gå videre med resten af matematikken. Et udsagn som vores RoS-materialer er bygget op om. Hvis elever med få og dårlige regnestrategier indenfor plus, minus eller gange lærer at beherske bedre strategier, ja så har de forudsætningerne for at blive dygtigere til al matematik.

Der er generelt stor fokus på arbejdshukommelse, og det var der også på konferencen. Minna Kyttälä havde lavet forsøg med, hvorvidt træning af elevers arbejdshukommelse forbedrede deres matematikevner. Det gjorde det ikke, og Kyttälä anbefaler, at man træner matematik, hvis man ønsker at eleverne skal blive bedre til matematik.

Airi Hakkarainen havde undersøgt forholdet mellem matematikangst og hvor godt man klarer sig i matematik. Hvis man er angst for matematik, ja så klarer man sig dårligt, men man sagtens kan klare sig dårligt uden at have matematikangst.

Johan Korhonen opdelte matematikangst i ”worry” og ”emotional”. ”Worry” er bekymringer for, om man kan finde ud af matematikken og ”emotional” er ubehagelige følelser i forhold til matematik. En interessant skelnen i forhold til, hvordan elevers matematikangst håndteres bedst. I vores bøger, ”Matematik for alle”, ”Gode Grublere og Sikre Strategier” og ”Åben og Undersøgende Matematik” arbejder vi bevidst med at dæmpe elevernes ”worry” ved at gøre formål og metode meget tydelige, altså sikre at eleverne ved hvad de skal gøre og ved hvordan det ser ud, når det er godt. Noget som mangler i de fleste andre matematikbøger.

Johan Korhonen havde også arbejdet med gruppe af elever, som klarer sig OK, men har meget ringe opfattelse af deres egne evner og er udbrændte i skolen. De er svære at finde med traditionelle tests. Vi tror, at forskernes vurderingerne af, at disse elever klarer sig OK, baseres på hvordan de klarer nogle traditionelle test, men det er ikke er den bedste måde at vurdere dem på. Med vores RoS-tests vurderer vi elevernes strategier frem for deres resultater, hvilket giver en meget bedre information om, hvordan eleverne vil klare sig fremover.

Elin Reikerås forsker i, hvordan man meget tidligt kan identificere svage elever. Det viser sig, at der er stor til- og afgang i gruppen af de svage elever, så blot fordi man identificeres som svag som 3-årig, ja så kan man godt opfattes som normalt præsterende året efter. Konsekvensen må være, at man først skal lægge sig fast på, hvem der er svag, noget senere. Fx i 4. klasse, som den kommende talblindetest lægger op til.

Pirjo Aunio havde også undersøgt effekten af interventionsforløb (korte, særligt tilrettelagte forløb), der skal ”booste” en udvalgt gruppe af elever. Når man måler effekten umiddelbart efter forløbene, har de en effekt, men når man måler igen senere, fordamper effekten. Quick-fix hjælper altså ikke på længere sigt. Et resultat, der er i meget fin overensstemmelsen med de manglende langtidseffekter af Løkkefondens boost-forløb.

Pirjo Aunio havde også undersøgt hvad der karakteriserede interventionsforløb der har effekt. To af de karakteristiske elementer i disse forløb var små grupper og direkte undervisning. Direkte undervisning her forstået IKKE som instruktioner, der læres udenad, men som undervisning hvor underviseren modellerer aktiviteterne for eleverne og tydeliggør målene og tankerne.

Elisabeth Rietz havde lavet casestudier af lavt præsterende elevers brug af iPadspillet Fingu. I spillet skal man med fingrene vise det samme antal som der på skærmen vises med flyvende frugter. Rietzs konklusion var, at disse elever primært brugte deres energi på at lære at spille spillet. Eleverne udviklede ikke nye og mere hensigtsmæssige strategier, men holdt fast i de strategier, der tilsyneladende virkede for dem. Rietz viste endda eksempler på meget direkte intervention fra lærerens side om at skifte strategier, der ingen indflydelse havde på elevernes strategivalg.
Det var noget vi virkelig kunne lide at høre – gamification er ikke løsning på alt! I dette tilfælde var spilelementet (tidspres, point mm) endda direkte hæmmende for aktivitetens ellers udmærkede potentiale for at udvikle elevernes strategier.