En Grønlandsk matematikvejleder, som jeg underviste for nogle år siden, ville gerne have et par gode ideer til hvor han skulle sætte ind for at løfte matematikundervisningen på sin skole. Skolen havde dels nogle specifikke problemer med et lidt lavt fagligt niveau og dels havde de generelt lidt corona-tømmermænd.
Jeg får ofte henvendelser af den type – ”hvor skal vi lige sætte ind så det rykker mest muligt?” Og jeg har faktisk nogle ret konkrete svar, fordi vi efterhånden har mange konkrete erfaringer med hvad der rykker og hvordan.Den nemmeste og første ting man kan gøre på en skole er at begynde at RoS/Plus teste alle elever i 1. klasse. Og det næste er at RoS/tekstopgave-teste alle elever i 5. klasse. Men, som Marianne Jelved engang sagde ”grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet”, så hvorfor anbefale to tests? Fordi vores erfaringer viser, at de to tests har en enorm, og enorm god, tilbagevirkende effekt på underviserne og på undervisningen.
RoS/plus testen er elsket af både de lærere der tager den og de elever den bliver taget på. Eleverne føler sig set og hørt og lærerne bliver begejstrede og nysgerrige på, hvordan deres elever bruger regnestrategier ved addition af små tal. Ved en meget målrettet indsats får man sat regnestrategier på dagsordenen i indskolingen. En indsats der har betydning gennem hele skoleforløbet.
Ros/tekstopgave testen sætter fingeren på et ømt punkt – tekstopgaver, men gør det på en måde så det ikke gør så ondt. Eleverne skal ikke regne tekstopgaverne, de skal finde det regnestykke der løser opgaven. Det lyder lettere og føles ikke så uoverkommeligt som tekstopgaver ellers kan, specielt for de svageste. Men det viser sig, at det ikke er så let. Både lærerne og eleverne får øjnene op for, at selv simple et-skridts tekstopgaver indenfor de fire regningsarter kan se ud på rigtig mange forskellige måder. At kunne oversætte disse simple tekstopgaver til regnestykker er en forudsætning for senere at kunne bruge sin lommeregner i mere komplekse problemer, fx de, der stilles i folkeskolens prøver med hjælpemidler.