Jeg var på et tidspunkt til et møde om skolereformen, hvor en af mødedeltagerne påpegede, at ordet ”aktivitetstimer” var et ualmindeligt dårligt ord. Det signalerer at de nuværende skoletimerne, og alle de timer der fremover ikke skal være aktivitetstimer, er passivitetstimer. Det var lige før jeg råbte ”hørt”, men det var et møde med stor mødedisciplin, så det blev bare til en ivrig nikken, men heldigvis blev der nikket så kraftigt rundt omkring at det faktisk kunne høres.
Og min begejstring blev kun større, da en anden af mødedeltagerne i sit indlæg fortsatte ved at sige ”Det er ikke kun ordet, det er galt med, det er hele tænkningen bag”. Ja, det er jo det jeg også mener. Vi kan og skal da ikke dele timerne op i to slags, hvor den ene slags signalerer tør kedelig “røv-til-sæde”-undervisning og den anden slags signalerer hop, løb, hammer sjov og ballade. Al undervisning involverer lidt af det hele.
Al læring kræver aktivitet af den lærende på en eller anden måde. Aktivitet med hænderne, benene, øjnene, ørene og ikke mindst hovedet. Alle matematiktimer bør være aktivitetstimer. Alle elever bør være aktive i hver eneste matematiktime. Det betyder ikke at der nødvendigvis skal hoppes eller hamres, men at eleverne skal være engagerede.
Men når det nu er sagt, så skal der hoppes og hamres mere i matematik end der bliver i de fleste matematiktimer i dag. På den måde kan jeg da kun være enig i forslaget til skolereformen. Der skal langt mere virkelighed og krop ind i matematiktimerne. Meget matematik er nødvendig for at virkeligheden uden for skolen kan fungere, og det skal vi gøre tydelig for eleverne. De skal opleve at Pythgoras’ sætning faktisk er nyttig, for eksempel når der skal bygges fuglehuse. Al for meget matematik kommer aldrig ud af matematikbøgerne.
Men virkeligheden bliver ikke til matematik af sig selv. Man kan sagtens bygge et fuglehus uden at bruge Pythagoras, og det er en af grundene til at aktivitetstimerne ikke kan skilles ud fra de andre matematiktimer. For at det bliver matematiklæring skal matematiklæreren være med, og matematiklæreren skal ville matematikken mere end fuglehuset. Man må huske på at skole er stedet hvor læring er det primære mål. Og ofte er der mere læring i skæve fuglehuse, end i pæne fuglehuse.
I stedet for aktivitetstimer foreslår jeg meget mere erhvervspraktik, tænkt bredt og på mange forskellige måder. Erhvervspraktik, hvor fuglehuset sgu skal blive pænt for at det kan sælges. Matematiklæreren skal så besøge elev og virksomhed og bruge sin faglighed til at se hvilken matematik, det er relevant at arbejde med og blive inspireret til hvordan man kan gøre det – når matematiklæringen er i centrum.