Langsomhed

Langsomhed kan være godt for matematik.

Her i ferien har vi spillet en del. I de spil der handler om at være hurtig, har jeg ikke vundet en eneste gang, oftest er jeg endt på sidstepladsen. Jeg er bare ikke hurtig! Og så er børnebørnene heller ikke spor kede af at vinde.

For eksempel i det glimrende spil Ubongo. Her får man 3 brikker og skal så så hurtigt som muligt få dem puslet på plads på en plade. 

Det var faktisk en lettelse for mig, når de andre havde sagt ”ubongo”, så jeg havde tid til at fundere over mine brikker og få dem på plads. Jeg har funderet over hvorfor de fleste brikker har 5 tern, og nogle få har 6. Og er det nemmere med 3 brikker med 5, end med 3 brikker hvor en har 6 og de andre to 5? Om nogle plader har flere mulige løsninger, og hvordan man ved det? Hvordan kan man konstruere sådan et spil hvor man måske kan få flere point, hvis man kan løse opgaven på forskellige måder? 

Glimrende matematiske spørgsmål – som kræver tid. Så moralen er: Husk at give plads for langsomheden i matematik!