Nogle tegn på, at en elev er i indsatskrævende matematikvanskeligheder – måske talblind. Listen er tænkt til forældre, så de kan hjælpe med at være opmærksomme på tegn på indsatskrævende matematikvanskeligheder.
Tegn på at et barn i indskolingen er i indsatskrævende matematikvanskeligheder.
- Havde lige før skolealderen svært ved at tælle: Sprang over tal og tog dem i den forkerte rækkefølge.
- Brugte før skolealderen ikke rigtig det at tælle. Hvis man fx bad barnet om 6 kopper til bordet og fik et lidt tilfældigt antal.
- Genkender ikke og bruger ikke simple mønstre som at sætte noget i størrelsesorden efter højde.
- Har svært ved at huske nogle af talordene og talsymbolerne.
- Har svært ved at automatisere tal-fakta som at 2 + 3 = 5.
- Bruger fingrene til at regne i stedet for at tænke sig frem.
- Har rigtig svært ved at tælle baglæns. (Og endnu sværere ved at tælle baglæns flere ad gangen fx 2 ad gangen: 25 – 23 – 21 – 19 …)
- Har svært ved at skelne mellem og huske symbolerne for de fire regningsarter.
- Vælger som udgangspunkt plus uanset hvilken regningsart, der er den rigtige (både i regnestykker og i tekstopgaver).
- Har svært ved at bruge positionssystemet (fx hvad er 2 mere end 99).
- Har svært ved begreberne “større end” og “mindre end” (og ikke kun svært ved at huske hvad symbolerne står for).
- Har generelt svært ved at huske rækkefølger. Både af tal, alfabet, regler i spil, rækkefølge i opskrifter og så videre.
Tegn på at et barn på mellemtrinnet er i indsatskrævende matematikvanskeligheder. Alle ovenstående samt:
- Bruger ikke at tælle ting flere ad gangen, tæller altid en ad gangen.
- Har svært ved at lære det analoge ur.
- Har svært ved at oversætte digitale klokkeslet til hverdagssprog.
- Har svært ved at fornemme tid. Dvs fornemme om der er gået 10 minutter eller 1 time.
- Har svært ved højre og venstre.
- Har generelt svært ved at finde rundt.
- Har svært ved at holde regnskaber, fx i spil og sport.
Tegn på at en ung i udskolingen er i indsatskrævende matematikvanskeligheder. Alle ovenstående samt:
- Kan ikke håndtere kontanter, prissammenlægninger og tilbagebetalinger.
- Undgår situationer der kræver talbehandling.
- Bliver generelt forvirret i al omgang med tal.
- Har svært ved at læse tabeller og diagrammer.
- Har svært ved at bruge måleredskaber som fx et målebæger.
I denne lille video fortæller Pernille om almindelige tegn på talblindhed / matematikvanskelighed