Decimal pickle spil med kort

Decimal pickle er et spil med fokus på decimaltal.

Klassetrin: Mellemtrin
Antal spillere: 2
Tid: 10 min.
Materialer: Alm spillekort.
Spilleplade, som kan downloades her.

Spillets idé

Man trækker op til 3 kort, som man danner et decimaltal ud fra. Tallet skrives på en spilleplade med 10 rum i rækkefølge. Den spiller, der først får udfyldt sin plade, vinder.

Forberedelse

Man fjerner jokere, 10’erne, konger og damer fra et almindeligt spil kort. Hvert hold skal have et spil kort og hver deltager skal have en spilleplade.

Sådan spiller man

Man skiftes til at trække op til 3 kort. Hvis man vender et rødt kort, må man ikke vende flere.
Man danner et decimaltal ud fra de 1-3 kort man har. Knægt er 0, Es er 1 og  2 til 9 er det kortet viser. Man skriver decimaltallet ind i et ledigt rum på spillepladen, så tallene står i rækkefølge, det mindste nederst, det største øverst.
Kan man ikke sætte et decimaltal ind, så er det en pickle, og turen går til den anden spiller.
De brugte kort lægges væk, og det er medspillerens tur til at trække 1-3 kort.
Hvis man når man igennem alle kort, blandes bunken af de vendte kort og man fortsætter.
Den, der først får fyldt sin spilleplade vinder.

Eksempler

Man vender klør 3 og hjerter 7 – så slutter ens tur fordi man vendte et rødt kort. Man skal danne decimaltal med cifrene 3 og 7. Det kan være 0,37 eller 0,73, afhængigt om man har plads til et lille eller stort tal.

Man vender hjerter 5 – så slutter ens tur, og man har nu kun mulighed for decimaltallet 0,5.

Man vender klør 3, spar knægt og klør 9 – så slutter ens tur fordi man har vendt tre kort. Man kan lave decimaltallene 0,039, 0,093, 0,309, 0,390, 0,903 eller 0,930 afhængigt af, hvad der passer bedst på ens spilleplade

Vi har fundet dette gode spil om decimaltal her: https://youtu.be/J4gJTs4rNYU