Læs selv matematik

Det startede med en snak over hækken med naboen. Vi har jævnaldrende børn og snakken kom som så ofte før ind på undervisningen i skolen, specielt undervisningen i matematik. Jeg er bidt af matematik, specielt matematikundervisning. De sidste 12 år har jeg beskæftiget mig professionelt med matematikundervisning, heraf de sidste 6 med efteruddannelse af folkeskolelærere. Min mand, Erik, er datalog og arbejder i IT udviklingsafdelingen på OK. Min nabo, Kim, har sammen med sin gode ven Peter, forlaget Manana, hvor de bl.a. skriver og udgiver rigtig megen god faglitteratur for børn. Både Peter og Kim er ærke humanister, Kim er dramaturg og Peter historiker.

Tilbage til snakken over hækken. Der blev udvekslet holdninger, oplevelser og spørgsmål som:

  • Hvordan vores børn har lært at være tilpas langsomme i matematiktimerne for at undgå de ekstra opgave-kopiark.
  • Begejstring for faglitteratur til børn specielt til de børn der har fået nok af “Sidsels mor og far er skilt”, og er vilde med Guinness rekordbog.
  • De mange gode historier, som der også er i matematik.
  • Hvorfor matematikbøger mest bruges som opgavesamlinger, og matematikken ikke forklares i tekst.
  • Fornøjelsen ved den selvstændige fordybelse i en bog.
  • Hvordan børnene i dansktimerne godt må gå ned bagest i klassen og tage en bog og læse lidt, hvis de er kørt surt i det.
  • Glæden hos et barn, der kan fortælle sine forældre noget de ikke ved – “Mor – ved du, hvorfor det hedder halvfjerds?”
  • Det er vigtigt at tænke i historiske sammenhænge, det må det da også være for matematik, ikke?
  • Hvordan for eksempel historie er gået fra at være et færdighedsfag (lær kongerækken udenad!) til et dannelsesfag, mens tilsvarende tendenser ikke rigtig ses i matematik.
  • Lærerne har ikke tid til at varte hvert enkelt barn op med passende udfordringer hele tiden. Børnene skal også lære at sætte sig ind i ting selv.

Den første snak over hækken blev til flere og har nu konkretiseret sig i foreløbig 6 små  (og efterfølgende 6 lidt større) læs-selv matematik hæfter til 5. – 7. klasse.
Tanken med hæfterne er, at eleverne kan opleve at:

  • matematik kan læses og kan være mere end opgaveregning og matematiske undersøgelser
  • de selv kan sætte sig ind i nyt matematik
  • matematik lever i en sammenhæng

Og læreren kan bruge hæfterne til at:

  • få et alternativ til ekstra opgaveark
  • give eleven mulighed for en pause – hvor fagligheden er i orden
  • få materiale til værkstedsaktiviteter
  • kunne give nye bidrag til tværfagligt samarbejde

Erik, Peter, Kim og jeg er rigtig godt tilfredse med det, der kom ud af snakken over hækken. Humanisterne syntes, det var godt at få sprog og historie på matematikken. Erhvervsmanden synes også godt om at se matematikken i sammenhænge og synes godt om, at der er udfordrende muligheder for de børn der bliver hurtigere færdige eller de børn der trænger til en pause. Og endelig synes jeg godt om, at der bliver føjet en ny dimension til matematikundervisningen. Jeg tror ikke på, at der findes kun en rigtig måde at lære matematik på eller kun en rigtig slags matematik. Der findes mange måder at lære matematik på og mange slags matematik – og kun gennem forskellige tilbud og variation kan det lykkes at lære rigtig mange rigtig meget.

——-

Se hvad der kom ud af anstrengelserne i vores online-butik.