“Hvordan speciel?”

“Hvordan speciel?” er en måde at arbejde med talforståelse. Eleverne skal bruge deres viden om egenskaber ved tal til at kunne se forskelle og ligheder. Hver af de fire tal kan være specielle på deres måde, dvs de tre andre ligner hinanden på én måde, hvor den fjerde falder udenfor. Det kan sagtens være, at et tal kan være specielt på flere forskellige måder.

De egenskaber ved tallene, som man kan se på, er fx: divisorer, antal cifre, cifrenes rækkefølge, tværsummen og talordet. 

Med “Hvordan speciel?” øges elevernes opmærksomhed på tallenes egenskaber, så de bedre kan gennemskue beregninger, overslag og resultater i deres hverdag.

Vejledning til “Hvordan speciel?” 

Print et antal opgaveark til hver gruppe. Opgavearkene skal foldes på midten, så facitlisten nederst skjules, når opgavearket præsenteres på bordet.

Del eleverne i grupper af 2-4 elever.

Et foldet opgaveark lægges på bordet, så alle i gruppen kan se de fire tal.

I gruppen skiftes eleverne til at være først. Den første elev vælger det tal blandt de fire tal, som hun synes er specielt i forhold til de andre. Og hun forklarer, hvorfor hun synes, det er specielt.

Derefter skal den næste i gruppen vælge et tal blandt de andre tre tal, som hun synes er specielt. Og forklare, hvorfor hun synes, det er specielt. Når der kun er et tal tilbage, er der ingen valg, og den elev, der får det sidste tal, må se, om hun kan finde noget specielt ved det.

Opgaveark kan downloades her.

Der kan findes mange andre tilsvarende samlinger på nettet, fx her.