Korttrick – 21

Tag 21 tilfældige kort fra et spil kort.

Bed en tilskuer tage et kort fra din stak af 21 kort. Du må ikke se hvilket kort tilskueren tager. Bed tilskueren huske sit kort og lægge det tilbage et tilfældigt sted i din stak af kort – bland eventuelt kortene efterfølgende.

Del stakken af kort i 3 bunker ved først at lægge et kort, så næste kort ved siden af og tredje kort ved siden af igen. Fjerde kort lægger du ovenpå det første. Og så videre.

Hver gang viser du kortet til tilskueren inden du lægger det. På bordet vender kortene så man ikke kan se dem. Når alle kortene er på bordet beder du tilskueren pege på den stak hans kort er i.

Saml de tre stakke, så du lægger stakken med tilskuerens kort i midten, og del igen kortene i tre stakke ligesom før. Du viser stadig hvert enkelt kort til din tilskuer inden du lægger det. Når alle kortene er lagt, beder du igen tilskueren udpege stakken med hans kort i.

Saml igen de tre stakke, så du lægger stakken med tilskuerens kort i midten. For tredje og sidste gang du skal dele kortene i tre stakke, og når alle kortene er lagt, skal tilskueren for sidste gang fortælle hvilken af de tre stakke hans kort er i.

Du samler de tre stakke – igen så stakken med tilskuerens kort placeres i midten. Tæl nu kortene fra en ende af – det 11. kort er din tilskuers kort.

Hvorfor virker det?

Du fordeler kortene på bordet og din tilskuer siger at hans kort er i stak nr. 1

21-1

Du samler nu stakkene, med stak nr. 1 i midten, og kortet ender blandt de midterste 7 kort.

21-2

Når kortene næste gang er fordelt på bordet ligger de 7 midterste kort her:

21-3

Uanset hvilken af de tre stakke din tilskuer udpeger, vil det søgte kort ligge blandt de midterste tre kort, når du har samlet stakkene.


Efter sidste fordeling ligger de 3 midterste kort her:

Og det søgte kort vil ligge som det midterste kort når du har samlet stakkene. Dvs. som kort nummer 11 – uanset fra hvilken ende du tæller.

21-6

Opgaver

Opgave 1
Korttricket virker også med andet end 21 kort. Hvad er det største antal kort man kan bruge, hvis man holder fast i at lave tre stakke og tre delinger?

Opgave 2
Hvis man tillader at kortene skal deles på bordet en fjerde gang, men stadig med tre stakke, kan man få alle 52 kort med. Hvor ligger det søgte kort nu?

Opgave 3
Med 24 kort, tre stakke og tre delinger er det meget svært at holde styr på om det søgte kort kommer til at ligge som nummer 12 eller nummer 13 fra oven. Eksperimenter med forskellige placeringer af det søgte kort og overvej hvorfor det forholder sig sådan.

Løsninger

Opgave 1
3*9=27 kort
Efter første deling på bordet ligger det søgte kort blandt de midterste 27:3=9 kort. Efter anden deling på bordet ligger det søgte kort blandt de midterste 9:3=3 kort. Og efter sidste deling på bordet ligger det søgte kort som det midterste kort da 3:3=1

Opgave 2
Da 52 er et lige tal er der ikke et midterste kort. Derfor skal man holde styr på sine stakke. Kald den stak man først lægger kort i 1, den næste 2 o.s.v.. Når man samler stakkene, skal man altid lægge den af de to “forkerte” stakke med laveste nummer (d.v.s. flest kort) nederst, så ligger det søgte kort som nummer 26 fra oven.
Der skal fire delinger til da
52:3=17,3 som rundes op til 18
18:3=6
6:3=2
2:3= 0,33 som rundes op til 1
Det vil sige at først efter fjerde deling med 3 ender vi på et tal, der rundet op er 1.

Opgave 3
Da 24 er et lige tal er der ikke noget midterste kort. Da 3 samtidig går op i 24 bliver alle stakkene lige store og vi får svært ved at holde styr på stakkene, da vi ikke som i tilfældet med 52 kort altid bare kan lægge den stak med flest kort i bunden, og vi ved at den stak med flest kort er den med laveste nummer.